intetblik
blik
i
intet
selv
i dis
vokser
ansigter
silhuetter
sort blod
søger mig
mod
selvet
fremmed
i tågen
fortyndes selvet
sort blod
blinde
jeg
objekt
jeg
suger
iltens bedrag
form
jeg er sekunder
form
lånt
version
batteri
kunstigt blik
ingen
forladt
mindegrav
søger
grave
sort-hvide
minder
blokke
flyder
jeg er
hvor selvet skjules
stråling
sort iris
detonerer
synsfelt
eksploderer
i lukkede tanker
står du
forstenet
stråler
gennem
farver
fosser
replika
i træers sort
siver blå benzin
vand
bruser
replika
intet råber
dig
du svæver
i din nat
i dine katalyser
dine dele
bærer dig
som om
du er hævet
over selvet
over kroppen
over sekunderne
du
klinik
i montre
de ser
låst
jeg ånder
igennem
av
mærker
intet
vores
i fortrængt selv
er jeg
vores
drøm
dom
mellemrum
der hvor
jeg bløder
revner
min silhuet
vakuum
jeg er her
for
mit usete selv
førsteperson
ude
af synet
går
min krop
et lækkende
hologram
låst
i horisont
jeg ser den
parfume
begravelse
før den vender om
og går
mod sin ende
eksistens
glider
gennem hinder
eksiler
ud af
intet
foster
jeg er
frekvens
sort væv
gisper
luft
ånder
forarbejde
forsvinder
selvet
sløres
kroppen
træder ud
væk
græder
uden øjne
blik
falder
jeg fyldes
bånd
lånte
læber
syntetisk
indsat
panik
jeg
bløder
uro
dans
selvopslugende
jeg
splittes
selvopslugende
dybt
under tanker
efterlader
ansigtet
substans
sluger
mit blik
sort hul
pink lys
blink
hjertet
frakoblet
blink
under
intet
tilbage
sans
smelter
slipper
glitch
jeg
indånder
kuppel
blokeret
kræfter
vokser
sort
hvid
pink
lilla
blå
jeg
gennem
tanker
intet
skjuler
kerne
intet
lukker
flimrer
natten
flimrer
ændrer
dopamin
jeg
splintrer
punktum
dopamin
mellem krop
ansigter
slipper
sort regnbue
dråber
falder
gennem
intet
sort
farver
zone
skjult
i hinanden
seende
mellem
sekunder
nu
itu
igennem
sort
nuet
glider frem
glimt
hvide
sorte
stykker
farve
mellem
intet
del
ukendte
gentager
mit navn
blottet
forsegler
tågen
nuet
knuses
blitzkemi
ozon
skriger
eksil
ozon
jeg vogter
silhuetten
ånder
glasblomst
forglasset
selv
skåret
jeg
en blomst
natur
ansigter
fordufter
navne
svinder
min
jeg
jeg er selv
før omrids
jeg er rum
i tiden
vand
jeg
stiger
igennem
sort
dvale
træer
gravstene
skriger i lyset
tiden
græder sort
jeg
inviteres
som
dvalens barn
luft
mellem råd
og pollen
jeg
et kontinuum
af nu
en blomst
af rod
i døden
usynlig
uendelig
falder
jeg flår
disede ansigter
falder
som skår
mod gråd
det
jeg er det
bristet
tavshed
vi
sender
jeg
øjne
stemme
åbner
intet
sølv
jeg
er sølv
smittet
gennem snit
før
jeg er
mit indre
læber
jeg
er sort ilt
udånder
lilla
intetkøn
ser ikke
bliver
krop
forsvinder
øjne
ånde
felt
fænomen
levende
døde øjne
aftryk
jeg
indprentet
tilstand
jeg
skifter
uden
kant
dis
knust
kroppen
tid
sortlys
krop
falder
forsvundet
sort
lys
skærer
vågen
låst
i nu
vågen
før selvet
alt
samler mig
itu
stjæler
kerne
overflade
intakt
jeg
forvist
her
hjemfald
jeg
lever
i intet
nu
klinisk
lilla
væske
tom
sitren
ser
jeg ser
sfære
intet-syn
øjne
syn
splittet
intethed
uforfalsket
sort blod
farves rødt
aftegnet
indre jeg
viser sig
min
anden